I dag er det muligt at finde banker med kontorer på begge sider af Øresund, dvs. at du kan have både en dansk og en svensk bank af samme “brand”.
Dette er en fordel, da den danske afdeling så kan “anbefale” dig til den svenske afdeling. Det er nemlig ikke altid lige nemt at få en svensk bank. Hvis banken ikke kender dig i forvejen, så vil de typisk se dokumentation for hvem du er.
Inden du går i banken for at låne penge, så tjek “Comboloan”, som er et uafhængigt instans, som samler renteinformation fra alle banker. Her kan du sammenligne renter i de fleste banker. Her kan du også se hvad den bedste rente er forhandlet ned til.
Oversigt over nogle banker i Sverige:
Danske Bank findes også i Sverige og hedder også Danske Bank på den svenske side. Danske Bank har en speciel “pendlerkonto”, hvor du kan flytte penge imellem de to lande, uden at det koster noget i gebyr. Hvis du laver overførelsen inden kl. 9.30, så sker overførelsen med det samme.
Nordea har også et pendlerkoncept på samme måde som Danske Bank. Konceptet er ens og det er vist en smagssag om man er til den ene eller anden “mastodont”.
SEB banken har åbnet en afdeling i København og kan nu også tilbyde samme koncept som Danske Bank og Nordea.
Når du skal låne penge til hus, så foregår det ikke som i Danmark, hvor man tager kontakt til et realkreditinstitut normalt gennem en ejendomsmægler. I Danmark køber du obligationer, som jo bekendt har både en pålydende værdi og en kursværdi.
I Sverige findes ingen realkreditinstitutter og obligationer, her låner du alle penge i banken. Det betyder også at der ikke er nogen kursrisiko og på den anden side heller ingen kursgevinst.
Det kan være svært at købe eller leje en bolig uden et svensk personnummer. Men har du fat i én af de større banker i Sverige, så kan de låne dig penge igennem et midlertidigt svensk personnummer, som de opretter til formålet.